Fonden for Entreprenørskabs Diversitetspris

Nye idéer gror ud af forskelligheder, og derfor hænger diversitet og entreprenørskab tit sammen. Siden 2021 har Fonden for Entreprenørskab derfor uddelt Diversitetsprisen.

Prisen gives til de danske videregående uddannelser, som har skabt indsatser med fokus på diversitet i entreprenørskab.

  • Diversitet kan handle om køn, men også om anderledes eller nye former for entreprenørskabsundervisning, geografi, etnisk, socialt eller kulturelt fokus samt blandede former af dette.
  • Prisen uddeles til uddannelsesindsatser og projekter, der fremmer en bred forståelse af entreprenørskab og medvirker til at udfordre de eksisterende former og forståelser af entreprenørskabsundervisning.
  • Prisen går ikke til en enkelt underviser, men til en institution, et projekt, en indsats eller en uddannelsesretning på de videregående uddannelser. Ved tildeling af prisen lægges der vægt på innovation, volumen (antal studerende der har deltaget i entreprenørskabs- og innovationstiltag) og inspirerende aktiviteter, der styrker diversitet. 
  • Diversitets prisen bliver uddelt på SMK d. 17. november ifm. INSPIRE konferencen.

 

Prisen cementerer, at den vindende institutionen er et sted, der er attraktivt for både undervisere og studerende, som har en passion for innovation, entreprenørskab og diversitet. Det er en anerkendelse der skaber opmærksomhed hos andre aktører i økosystemet omkring diversitet, innovation og entreprenørskab.

Deadline for indstillinger til Diversitetsprisen er d. 3. november 2025. 

Du kan indstille ved at klikke her

Blandt alle de institutioner/projekter/indsatser, som indstiller sig selv til prisen, udvælger Fonden for Entreprenørskab tre indstillinger som bliver nomineret til prisen. De nominerede til årets diversitetspris offentliggøres på Fonden for Entreprenørskabs sociale medier, i nyhedsbreve og direkte til de nominerede. De tre nominerede institutioner går videre til den afgørende kåring. Det er juryen der kårer den endelige vinder.

Juryen består af: 

  • Nanna Højlund, Næstformand for Fagbevægelsens Hovedorganisation
  • Sine Linderstrøm, Chef for SMV og Iværksætteri, Dansk Industri
  • Anders Thelborg, CEO, Bristol Myers Squibb Denmark

 

Ved uddeling af Diversitetsprisen 2025 lægges vægt på

  • Innovative tiltag der styrker diversiteten 
  • Volumen (antal studerende der deltager i et entreprenørskabsforløb/projekt/uddannelse)
  • Forankring af diversitet og entreprenørskab på hele institutionen 
  • Prisen bliver uddelt på SMK d. 17. november ifm. INSPIRE konferencen.
  • Prisen går til en institution, et projekt, en indsats eller en studie/uddannelsesretning på en af de danske videregående institutioner. 

 

Kontakt 

Hvis du har spørgsmål til Diversitetsprisen, kan du kontakte Programleder for events og tværgående indsatser Camilla Svendsen på camillasvendsen@ffefonden.dk

 

I 2024 gik Diversitetsprisen til EXPLORE

EXPLORE er et program som består af 5 aktiviteter, der foregår over 2 måneder og er åbent for studerende på alle niveauer og nationaliteter. Programmet fokuserer på relationsopbygning og samarbejde - uden krav om en konkret idé. Det er støttet af Otto Mønsted fonden og afholdes på CBS, DTU og KU, der hver afholder events med forskellige temaer som iværksætterspil, inklusivt design og startup-præsentationer. 

Rosanna Sundgaard og Rikke Krabben, repræsenterede EXPLORE og satte disse ord på at få tildelt Diversitetsprisen:

”Det er så dejligt at være en del af noget, der inspirerer så mange unge mennesker, så vi har lidt den samme energi, som når vi er til EXPLORE og ser lyset i folks øjne. EXPLORE motiverer nogle studerende, som ikke ser sig selv som iværksættere til at føle sig mere inkluderet i denne verden. At modtage Diversitetsprisen forstærker vores arbejde og gør det muligt at nå endnu flere studerende.

I 2024 bestod juryen af Anja C Jensen, Forbundsformand, HK Danmark, Sine Linderstrøm, Chef for SMV og iværksætteri, Dansk Industri og Anders Thelborg, CEO, Bristol Myers Squibb, som begrundede valget af EXPLORE sådan her:

"EXPLORE har tænkt på tværs af fag- og tre meget forskellige institutioner med vidt forskellige læringsmiljøer organiseret som et længerevarende velstruktureret forløb. De har skabt en meget innovativ måde at deltage i entreprenørskab på med et stort fokus på samarbejde og relationsopbygning, og hvor ideen først opstår senere i forløbet, på tværs af studiebaggrunde, mennesker og faglighed. Godt tænkt at sætte ”de lineært tænkende” ingeniører sammen med ”forretnings-fantasterne” fra CBS og dem fra KU, der ”ved noget om verden”. EXPLORE er i sit DNA ”diverst””.